 |
 |
|
|
|
Fortolkning af bestemmelse i barnløse ægtefællers testamente om længstlevendes testationskompetence
To barnløse ægtefæller F og L oprettede i 2008 et gensidigt testamente, hvori de bestemte, at længstlevende skulle arve alt efter førstafdøde, og at arven ved længstlevendes død skulle tilfalde A. De bestemte også, at længstlevende frit kunne »ændre bestemmelserne i dette testamente for så vidt angår arven efter længstlevende«.
Da F døde i februar 2011, oprettede L i marts 2011 et nyt testamente, hvori han tilbagekaldte testamentet fra 2008 og bestemte, at ægtefællerne Bl og B2 skulle dele arven efter ham.
L døde i 2012, og der opstod tvist mellem A og Bl og B2 om, hvorvidt A var arving i boet.
Bobestyreren mente, at testamentet fra 2011 måtte forstås således, at A skulle arve halvdelen, og ægtefællerne Bl og B2 den anden halvdel med 1/4 til hver.
Bl og B2 anlagde retssag med påstand om, at A skulle anerkende, at hun ikke var arving i boet efter L. A påstod frifindelse, idet hun mente, at arven i boet efter L skulle deles mellem A og Bl og B2.
Den advokat, der havde udformet testamentet i 2011, forklarede bl.a., at det havde været hensigten, at den længstlevende frit skulle kunne ændre testamentet vedrørende hele arven.
Skifteretten afsagde dom om, at testamentets bestemmelse om længstlevendes adgang til frit at kunne ændre bestemmelserne for så vidt angik arven efter længstlevende efter sin ordlyd måtte forstås således, at længstlevende kun kunne råde over halvdelen af det tidligere fællesbo ved et senere testamente.
Vestre Landsret var enig med byretten, idet landsretten tiltrådte, at testamentet efter sin ordlyd måtte forstås således, at længstlevendes testationskompetence var indskrænket.
<< Tilbage til oversigten