 |
 |
|
|
|
Adoptivbørns arveret
Ifølge arveloven arver man som adoptivbarn sine adoptivforældre, som var de ens virkelige forældre – medmindre andet følger af adoptionslovgivningen.
Det lyder jo nemt nok. Og det er det også for nyere tids adoptionsbevillinger, men er adoptivbarnet over 50 år, bliver det mere kompliceret. Afgørende for arveretten er tidspunktet for adoptionsbevillingens udstedelse (ikke tidspunktet for barnets fødsel), og den vigtigste dato i den forbindelse er den 1. januar 1957.
Når en adoptionsbevilling er udstedt den 1. januar 1957 eller senere eller når en ældre adoptionsbevilling har fået tillagt retsvirkninger efter 1957-loven, er der sket et såkaldt "fuldt familieskifte". Adoptivbarnet og dets livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn osv.) arver adoptivforældrene og deres slægt - helt som biologiske børn. Og der er ingen arveret til eller fra adoptivbarnets biologiske slægt.
Ved en stedbarnsadoption, hvor f.eks. en mand adopterer sin hustrus barn, får adoptivbarnet status som ægtefællernes fælles barn. Barnet mister sin arveret efter sin biologiske far og hans slægt.
I bevillinger udstedt i perioden 1957-1972 kunne det i bevillingen bestemmes, at adoptivbarnet, men ikke adoptivbarnets børn, bevarede sin arveret efter den biologiske slægt. Disse bestemmelser er fortsat gyldige, men har ikke kunnet indsættes i adoptionsbevillinger efter den 1. oktober 1972.
For bevillinger udstedt før 1957 er reglerne helt anderledes. Adoptivbarnet og dets livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn osv.) arver og arves af den biologiske slægt - også selv om der slet ikke har været nogen form for kontakt til de pågældende. Adoptivbarnet og dets livsarvinger har dog i disse tilfælde også arveret efter adoptivforældrene, men ikke efter adoptivforældrenes slægt.
I de fleste adoptionsbevillinger fra før 1. januar 1957 har adoptivforældrene forbeholdt sig ret til at gøre adoptivbarnet arveløst (ved at oprette et testamente med bestemmelse om, at adoptivbarnet intet skal arve). I disse tilfælde er adoptivbarnet arving efter loven, men ikke tvangsarving efter adoptivforældrene. De samme regler gælder for adoptivbarnets livsarvinger.
Omvendt har adoptivforældrene kun i helt specielle tilfælde arveret efter adoptivbarnet. Dette gælder, hvis adoptivbarnet (adopteret før 1. januar 1957) dør uden at efterlade sig ægtefælle eller slægtsarvinger i øvrigt, og kun hvis adoptivbarnet ikke har oprettet testamente.
Hvis en adoptionsbevilling er udstedt før 1957, kan adoptivforældrene ansøge Civilretsdirektoratet om, at adoptionen tillægges arveretlige retsvirkninger som efter den nye lov. Det kan ofte være en god ide, idet adoptivbarnet og dets livsarvinger derved får arveret også efter adoptanternes slægt,- men samtidig mister arveretten efter deres biologiske slægt.
Det virkelige livs finurligheder:
Lige i tiden leder jeg faktisk efter arvinger efter en mand, der blev bortadopteret før 1957. Vi kalder ham for Albert (det var ikke hans rigtige navn). Albert var adopteret inden 1957, hans adoptivforældre var døde uden at efterlade sig andre børn eller adoptivbørn end Albert, og han havde hverken ægtefælle eller børn. Han havde ikke haft forbindelse med sin biologiske slægt.
Men da han var adopteret inden 1957, leder vi efter den biologiske slægt – og det viser sig, at han var af en stor familie. Hans biologiske forældre havde i alt 9 børn, heraf var 5 Alberts helsøskende – og 3 af dem var bortadopterede. 1 af dem var bortadopteret efter 1957. Så vi ender ud i, at nogle søskende arver Albert, andre gør ikke – fordi adoptionslovgivningen er ændret undervejs.
Hvem der arver, og hvem der ikke gør, har jeg ikke helt styr på endnu – jeg afventer svar fra Civilretsdirektoratet på, om nogle af de ældre adoptioner skulle være tillagt nye retsvirkninger efter 1957-loven.
"Detektivarbejdet" er interessant. Men hvad ville Albert tænke ? Det ved jeg ikke – men jeg tænker, at han nok burde have oprettet et testamente, så hans formue var tilfaldet hans (socialt) nærmeste og ikke en række personer, som han aldrig har kendt ……
<< Tilbage til oversigten