Forsikring af hest

Er din hest forsikret?

Sommeren er forbi, og efteråret er kommet stormende. Der bliver mindre græs rundt omkring i foldene, og når ikke er mere at spise, begynder vores dyr ofte at ”teste” deres indhegning. I visse tilfælde har de desværre succes med at bryde ud derfra.

Derfor er løse heste ofte et problem i efterårsmånederne. I løbet af sommeren har der været rigeligt med græs, og ejerne har måske ikke været helt opmærksomme på kvaliteten af indhegningen, herunder om tråden er tilstrækkelig strømførende.

En eller flere løse heste er enhver hesteejers skræk, og den bliver ikke mindre i de måneder, hvor hestene også går ude, mens det er mørkt. Både fordi hesten under sin ”springtur” kan komme så alvorligt til skade, at en aflivning kan blive den ultimative konsekvens, men også fordi hesten eller hestene kan være til fare for andre.

Det er således én ting at skulle erstatte sin ridehest, både økonomisk og emotionelt, men det kan blive en helt anden – og meget alvorlig – sag samtidig at blive mødt med et stort erstatningskrav fra en person, som er blevet helt eller delvist invalideret efter et uheldigt møde med hesten.

I ældre lovgivning var dyreejerens ansvar blandt andet baseret på, om ejeren kunne bebrejdes, at dyret, herunder hesten, var løs. Men siden 1. januar 2008 har der specifikt påhvilet hesteejere et objektivt ansvar for løsgående heste.

Et objektivt ansvar betyder, at man bliver ansvarlig for enhver skade – det værende sig person- eller tingskade - som hesten har forvoldt, mens den har været løsgående, uanset om hesteejeren kan bebrejdes.

En hest betegnes som værende løsgående, hvis den har revet sig løs, er brudt ud af en fold eller boks/indelukke, men også mens den er i indhegning. Ansvaret vil således også omfatte skader, som sker, mens hesten er i sin fold, eksempelvis hvis den sparker en anden hest eller person. En hest under rytter er ikke omfattet af begrebet løsgående.

Som følge af dette ansvar er man som hesteejer derfor i henhold til hesteloven forpligtiget til at tegne en ansvarsforsikring på ALLE sine heste. Forsikringen skal dække den skade eller de skader, som hesten potentielt forvolder som løsgående.

I visse forsikringsselskaber er forsikringen en del af den almindelige indboforsikring, men man skal være opmærksom på, at der kan være en begrænsning på antallet af heste, som kan være omfattet af forsikringen, uden at der skal tegnes et tillæg eller en særskilt forsikring eller en landbrugsforsikring. Alternativt kan der tegnes en specifik police for hesten/hestene. Det anbefales derfor, at man inden erhvervelse af en hest drøfter problemstillingen med sit forsikringsselskab og selvfølgelig – hvis man er hesteejer og ikke allerede har gjort det –sikrer sig, at ens heste er dækket af en forsikring.

Man skal være opmærksom på, at det er den registrerede ejer af hesten som bærer ansvaret for, at hesten er ansvarsforsikret, herunder også hvis hesten opholder sig hos en anden end ejeren. Dette uanset om der er tale om en permanent opstaldning eller en midlertidig hos eksempelvis en berider eller træner.

Forsikringspligten påhviler også ejeren i den situation, hvor hesten for en kortere eller længere periode er udlejet til 3.mand.

Skulle uheldet være ude, og hesten forårsager en skade på en anden person eller ting, er udgangspunktet, at ejeren er forpligtet til at erstatte den skade, som hes-ten har forvoldt. Erstatningen vil dog kunne nedsættes eller bortfalde, hvis den skadelidte i situationen har medvirket til skadens indtræden.

Hvis hesten på tidspunktet for skadens indtræden var i en anden persons besiddelse, og denne person har ved sin handlinger eller undladelse deraf har medvirket til skadens indtræden, vil hesteejeren (der fortsat kan gøres ansvarlig for skaden) efterfølgende kunne rejse et regreskrav imod besidderen. Men det ændrer ikke ved, at ansvaret i første omgang påhviler hestens ejer.

Køber skal inden 30 dage efter købet af en hest sikre, at ejerskiftet registreres, hvilket for de fleste heste sker hos Videncentret for Landbrug. Da det er hestens ejer, som er objektivt ansvarlig for eventuelle skader forvoldt af hesten, har også sælger en interesse i, at ejerskifte registreres snarest muligt.

Hvis din hest forårsager person- eller tingsskade, kan det dog altid være en god idé lige at drøfte med en advokat, hvad man kan/bør gøre. Det samme gælder den, der skulle være så uheldig at have pådraget sig person- eller tingsskader ved et møde med en løsgående hest. 


<< Tilbage til oversigten