En fuldmagt er et dokument, som giver modtageren (kaldet fuldmægtigen) ret til at handle på vegne af den person, der har udstedt fuldmagten (kaldet fuldmagtsgiver). En fremtidsfuldmagt er en helt særlig type fuldmagt, der først skal gælde, når/hvis fuldmagtsgiveren bliver ude af stand til selv at varetage sine interesser,- hvis han/hun f.eks. bliver syg, dement, senil el.lign.
Fremtidsfuldmagten oprettes for at sikre, at nogen kan hjælpe fuldmagtsgiveren med dennes økonomiske og/eller personlige forhold, hvis fuldmagtsgiveren på et senere tidspunkt på grund af sygdom eller anden svækkelse ikke selv kan gøre dette.
En fremtidsfuldmagt kan laves som en generalfuldmagt, der giver den eller de pårørende ret til at foretage enhver handling på vegne fuldmagtsgiveren, herunder råde over formuen, sælge huset eller repræsentere fuldmagtsgiver over for offentlige myndigheder. Eller fuldmagten kan begrænses til alene at omhandle bestemte dispositioner.
Det har den seneste tid været diskuteret, om man "bare" skal oprette sin fremtidsfuldmagt på en blanket på nettet, eller om man mere konkret bør overveje, hvad der skal stå i fuldmagten og hvad den kan få af konsekvenser.
Du bør overveje indholdet af fremtidsfuldmagten nøje, og du bør ikke give fuldmagt til mere, end hvad du synes er rimeligt og nødvendigt. Du bør også overveje, om du overhovedet vil lave en fremtidsfuldmagt, eller om du – hvis du rammes af sygdom eller lignende i stedet vil have beskikket en værge (det kan ofte være den samme person, som skulle have fuldmagten). En værge er undergivet nogle regler og er under tilsyn af Statsforvaltningen, som blandt andet følger med i, om formuen bevares eller forsvinder mistænkelig hurtigt.