Uanset gode intentioner og omfattende sikkerhedsforanstaltninger, både privat og i det offentlige rum, sker det desværre alt for ofte, at et barn er involveret i en alvorlig ulykke.
Ingen kan forblive upåvirket af hændelser, hvor børn kommer alvorligt til skade.
Som erstatningsadvokat bliver jeg ligesom andre berørt af de hændelser, jeg bliver præsenteret for, hvor børn er involveret. Min opgave er dog at sikre barnet den bedst mulige forsikringsmæssige behandling og erstatning.
For nogen tid siden fik kontoret en henvendelse vedrørende en 8-årig dreng, der under leg havde klatret i en reol, som væltede oven på drengen. Jeg vil i min fortælling kalde ham for Lucas. Lucas faldt uheldigt og fik kraniebrud samt en alvorlig blødning inde i hjernen, som i den akutte fase var ganske kritisk og livstruende.
Lucas var kommet til skade under deltagelse i et kommunalt tilbud i sin fritid.
Forud for henvendelsen havde forældrene fået en godtgørelse udbetalt fra Lucas’ ulykkesforsikringsselskab, og forældrene følte, at de havde fået en fin behandling. De ville bare lige sikre sig, at Lucas havde fået den erstatning, han var berettiget til.
Lucas overlevede på trods af sin hjerneskade, og han blev genoptrænet med stor succes.
1,5 år efter sin tilskadekomst havde Lucas dog fortsat lidt svært ved at koncentrere sig, og han blev hurtigere træt end før ulykken. Han havde et mindre problem med skelen, og hans hørelse var lidt påvirket. Han skal endvidere resten af sit liv dryppe sine øjne med øjendråber og børste tænder hyppigt grundet mundtørhed og øget risiko for karies.
På trods af disse gener kunne Lucas genoptage sin skolegang i sin tidligere klasse, og han havde det efter eget udsagn ganske fint.
Efter at have gennemgået hændelsesforløbet var det dog min klare opfattelse, at Lucas slet ikke havde fået den erstatning, som han var berettiget til.
Når et barn opholder sig på en skole eller deltager i et kommunalt tilbud, har kommunen et ganske omfattende ansvar for barnets sikkerhed.
Efter min mening havde kommunen svigtet sit ansvar i forbindelse med Lucas’ tilskadekomst. Jeg kontaktede kommunen, og efter mange og lange drøftelser med kommunens advokat blev der enighed om, at der var et kommunalt ansvar og dermed også en kommunal erstatningspligt.
Lucas havde således ret til erstatning fra sin ulykkesforsikring og erstatning fra kommunen grundet kommunens ansvar i ulykken.
Jeg gennemgik de lægelige akter i sagen og vurderede, at selv om ulykkesforsikringsselskabet havde udbetalt erstatning, så var den utilstrækkelig. Sagen blev som følge af dette sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som foretog en uvildig vurdering af de lægelige oplysninger i sagen for at give en vejledende udtalelse om Lucas’ méngrad. Også denne vurdering var efter min mening alt for lav. Jeg klagede, og ved klagebehandlingen konstaterede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at der var foretaget en fejlvurdering af Lucas’ gener. Méngraden blev som følge af fejlen forhøjet med 15% i forhold til den første vurdering og landede nu på 30%.
Det udløste en mererstatning fra Lucas ulykkesforsikring på ca. kr. 500.000,00.
Det havde også en betydning for den kommunale erstatningssag. Erstatningskravet steg betragteligt grundet méngradsforhøjelsen.
For min lille klient betød det, at han fik en samlet ekstraerstatning på 1,5 mio.kr.
Det er aldrig den økonomiske kompensation, der er i fokus ved børns tilskadekomst. Men en erstatning, som i Lucas’ tilfælde, er oftest en kærkommen økonomisk hjælp, når barnet skal videre ud i voksenlivet og klare sig selv, med de skavanker og skånebehov, en ulykke i nogle tilfælde kan efterlade.