Kan man få erstatning hos sin ulykkesforsikring, hvis man kommer til skade under en løbetur?

Tidligere var svaret ”nej” både fra forsikringsselskaber og fra domstolene. For at en ”hændelse” kunne anses som en ulykke, var det nemlig en betingelse, at der var tale om en ”pludselig hændelse, der forårsager en personskade”.

Der var således et krav om, at skaden skulle ske pludseligt og have et element af noget usædvanligt og uventet for den tilskadekomne. Tidligere sagde man, at blandt andet en meniskskade opstået under en løbetur ikke udgjorde en sådan usædvanlig, uventet og pludseligt opstået skade, der kunne anerkendes som en ulykke. Der var blot tale om et hændeligt uheld.

Højesteret har imidlertid vendt op og ned på denne praksis med afsigelse af en dom afsagt den 5. september 2017.

I den pågældende sag havde en kvinde under en ferie været ude på en løbetur. Under løbeturen fik hun pludselig et smæld i knæet. Herefter kunne hun hverken bøje eller strække knæet. Hun forklarede til forsikringsselskabet, at der ikke skete noget usædvanligt, uventet eller tilfældigt under løbeturen. Det havde bare sagt ”knæk” i knæet.

En efterfølgende scanning af knæet påviste blandt andet en menisklæsion.

Forsikringsselskabet afviste dækning under henvisning til, at der ikke var sket en pludselig hændelse, der forårsagede personskade.

Sagen blev prøvet i Ankenævnet for Forsikring, som var enig med den tilskadekomne i, at skaden var omfattet af ulykkesforsikringen.

Forsikringsselskabet meddelte imidlertid, at man ikke ville følge ankenævnets kendelse og sagen blev af den tilskadekomne indbragt for retten.

Dommerne i Østre Landsret var ikke enige. Flertallet fandt dog, at der ikke var tale om et ulykkestilfælde.

Sagen blev anket til Højesteret, som kom frem til, at skaden var en ulykke og dermed omfattet af ulykkesforsikringen.

Sagen kan få stor betydning for de mange tilskadekomne, som har fået afvist deres sag fra forsikringsselskaber i første omgang. Denne sag er nået til højeste instans – og det har været det hele værd for den tilskadekomne.

Sidder du med et afslag fra dit forsikringsselskab, så kontakt Selandia Advokater for at få en vurdering af, om der kan ændres på afgørelsen. Du har ret til den rigtige erstatning


<< Tilbage til oversigten