Er der styr på din arbejdsskade?

Kammeradvokaten har undersøgt kvaliteten af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser – særligt vurderingen af erhvervsevnetabet. Resultatet var desværre meget nedslående.

Alt for mange af afgørelserne var behæftet med alvorlige fejl og mangler.

Arbejdsskader

Der er to slags arbejdsskader: Ulykker og erhvervssygdomme.

En arbejdsulykke er en fysisk eller psykisk skade, som opstår efter en hændelse eller en påvirkning, der er sket pludseligt eller inden for 5 dage.

En erhvervssygdom er en sygdom, der skyldes arbejdet eller arbejdsforholdene. Sygdommen kan komme af påvirkninger gennem kortere eller længere tid.

Den danske lovpligtige arbejdsskadeforsikring dækker følger efter en arbejdsskade for alle, der er antaget til at udføre arbejde i Danmark i kortere eller længere varighed. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er den neutrale myndighed, der skal træffe afgørelse i arbejdsskadesagerne.

Anerkendes skaden som en arbejdsskade er der primært to typer af erstatninger:

Méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – tidligere Arbejdsskadestyrelsen

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler hvert år omkring 60.000 sager og træffer cirka 130.000 afgørelser.

Størstedelen af sagerne er arbejdsskadesager, men Arbejdsmarkedets Erhvervssikring laver også vurderinger/vejledende udtalelser til brug for andre personskadesager, f.eks. trafikulykker og patientskadesager.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anses generelt at være den mest kompetente instans i landet, når det kommer til vurderingen af arbejdsskader – men også generelt andre personskadesager.

Alligevel kan du blive usikker undervejs.

Bliver din sag læst og gennemgået ordentligt? Behandler de den objektivt og er pågældende medarbejder dygtig nok?

Tager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sig af, hvad du har skrevet? Vil de være villige til at revurdere eller genoptage en tidligere afgjort sag?

Er det muligt, at to personer med den samme skade kan få to vidt forskellige afgørelser med forskellige erstatninger?

Sker der ind i mellem fejl i sagsbehandlingen?

Svaret er JA - på alle spørgsmål

Meget kompetent – men der sker fejl

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besidder en enorm ressource i form af dygtige jurister, sagsbehandlere og kompetente og erfarne speciallæger, men alligevel og på trods af dette sker det ikke sjældent, at afgørelserne baseres på enten fejlskøn eller forkerte oplysninger.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er underlagt forvaltningsloven. Den skal sikre borgerne en høj niveau af retssikkerhed, men betyder til gengæld, at der ikke er forsikringsdækning til advokatbistand i arbejdsskadesager.

Min erfaring er dog, at advokatbistand (på trods af en ekstra omkostning) allerede fra sagens begyndelse ofte hjælper til, at sagen oplyses grundigt og tilstrækkeligt, så Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe den korrekte afgørelse. Erstatningsadvokaten kan også vurdere, om skønnet i afgørelserne er foretaget korrekt.

Betydning af fejlskøn

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal foretage en vurdering af et eventuelt varigt mén og et eventuelt tab af erhvervsevne.

Vurdering af erhvervsevnetabet foretages skønsmæssigt på basis af den tilskadekomnes tidligere indtjening, uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke mindst kommunens arbejdsevneafklaring. Arbejdsevneafklaringen opleves af mange tilskadekomne som et langsommeligt, forvirrende, frustrerende og voldsomt belastende forløb.

Forskellen på, om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner et erhvervsevnetab til f.eks. 25% eller 35% kan for mange betyde flere hundrede tusinde kroner – efter skat. Så der er grund til at holde ud og lade en ekspert vurdere, om skønnet er sket på korrekt måde.

Opfordring til ny vurdering, hvis du er i tvivl

Kammeradvokatens undersøgelse har betydet, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opfordret alle med arbejdsskadesager og afgørelser vedrørende erhvervsevnetab til at få en vurdering af sin sag, hvis man ikke er tilfreds, hvis der er usikkerhed om afgørelsens indhold eller hvis afgørelse på anden vis virker mangelfuld eller forkert.

Jeg kan som erstatningsadvokat anbefale alle med både verserende og allerede afsluttede arbejdsskadesager, særligt med afgørelser vedrørende erhvervsevnetab, at få sagerne kigget igennem af en sagkyndig.

Hvis du er i tvivl, om du har råd, så aftalt en pris med advokaten, der har speciale i personskadeerstatningssager, inden du beder ham gå i gang. Nogle advokater – herunder jeg selv – tilbyder en indledende gratis drøftelse af, hvorvidt der er grund til at kigge på sagen en ekstra gang.

 

At komme til skade på arbejde er skidt, men at komme til skade på arbejdet og derefter blive ”snydt” for erstatning til at komme videre er både uretfærdigt og uacceptabelt. Både for den enkelte tilskadekomne, med også for vores tiltro til et velfungerende retssamfund.

 


<< Tilbage til oversigten