Østre Landsret om ”tålereglen”

Der er grænser for, hvad man som patient skal tåle. 

Advokat Majken Albrechtsen har efter lang tids tovtrækkeri vundet en sag i Østre Landsret om erstatningsrettens ”tåleregel”, idet Østre Landsret i dom af 31. marts 2020 har vurderet, at vores klients muskel- og nerveskade i og omkring højre skulder efter en kikkertoperation gik ud over, hvad hun som patient med rimelighed måtte tåle.

Patienten blev behandlet for en sammenklappet lunge i 2011. Man forsøgte først med dræn, som ikke virkede, og derefter fik hun foretaget en kikkertoperation med afklipning af det øverste blærefyldte område af højre lunge. Umiddelbart efter operationen oplevede patienten smerter fra højre skulder. Smerterne forsvandt ikke, og patienten blev henvist til smerteklinik, ortopædkirurgiske undersøgelser og nerveledningsundersøgelser.

Sagen blev anmeldt til Patienterstatningen, som traf afgørelse om, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade.

Afgørelsen blev indbragt for Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet lagde til grund, at patientens gener ikke var en følge af behandlingen, men derimod af den skåneholdning, som patienten havde haft i forhold til skulderen på grund af smerter.

Selandia Advokater indbragte på vegne patienten Ankenævnets afgørelse for retten, og sagen blev forelagt for Retslægerådet, som vurderede, at patientens gener med overvejende sandsynlighed var opstået som følge af operationen.

Som følge af Retslægerådets besvarelse måtte Ankenævnet genoptage sagen. Nævnet traf en ny afgørelse, hvor man igen stadfæstede Patienterstatningens afgørelse, nu med den begrundelse, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, samt at skaden ikke gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet konstaterede videre, at skaden ikke var tilstrækkeligt alvorlig til at man var pligtig at yde erstatning henset til, at skaden uden behandling potentielt var dødelig.

S
agen blev herefter igen indbragt for retten og på ny forelagt for Retslægerådet, som udtalte, at behandlingen levede op til almindelige anerkendte lægefaglige retningslinier.

Retslægerådet konstaterede også, at indgrebet var et rutineindgreb, som kan laves af alle thoraxkirurger, samt at patientens sygdom ubehandlet potentielt var dødelig.

Retslægerådet konstaterede videre, at gener som patientens var meget sjældent forekommende, men at helt op til 50% af patienterne kunne mærke lette gener i op til 6 måneder efter indgrebet.

Sagen blev derpå forelagt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som fastsatte patientens varige mén til 25%. Man lagde til grund, at patienten som følge af kikkertoperationen havde fået nedsat skulderfunktion og stærke smerter i og omkring højre skulder.

Retten i Nykøbing Falster afsagde dom om, at behandlingen var udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Retten fandt ikke, at der var et sådant misforhold mellem grundlidelsen og skaderne ved behandlingen, at det gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle.

Dommen blev af advokat Majken Albrechtsen anket til landsretten og i den forbindelse forelagt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på en udtalelse om patientens erhvervsevnetab som følge af behandlingsskaden.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ansatte patientens erhvervsevnetab som følge af patientskaden til 50%.

Østre Landsret fandt, at patienten havde fået en skade, der var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle. Retten lagde vægt på, at det var tale om et rutineindgreb, som kun sjældent medfører skader, samt at patienten var blevet påført et varigt mén på 25% og et erhvervsevnetab på 50% som følge af patientskaden.

Dommen viser, at der påhviler patienterne en ganske streng bevisbyrde, førend der ydes erstatning. Det er ikke i tråd med formålet med loven, hvor det af forarbejderne fremgår, at formålet med loven var at lette patienters adgang til erstatning.

Og vejen er, som denne sag viser, ikke let – det har krævet vedholdenhed og års anstrengelser at sikre vores klient erstatning for den skade, som hun blev påført ved en rutineoperation.

 


<< Tilbage til oversigten