 |
 |
|
|
|
Retten til et forsvar
For nogen tid siden var jeg i Retten. Det er man jo ofte som forsvarer. Sagen forløb ikke usædvanligt – tiltalte (min klient) blev ikke frifundet, men vi (anklageren og jeg) diskuterede, hvorvidt tiltaltes handling nu også var en overtrædelse af straffeloven. Klienten blev dømt, men fik en forholdsvis mild straf af forskellige grunde.
Det særlige ved denne dag var, at en af tilhørerne efter sagen ønskede at indgive en klage over mig. Fordi jeg havde sagt, at den tiltalte var uskyldig og ikke burde straffes.
Først syntes jeg bare, at det var pudsigt. Men ved nærmere eftertanke og overvejelser syntes jeg egentlig, at det var meget alvorligt og meget betænkeligt.
Retten til et forsvar er en hel central ret i et demokrati. I Danmark har vi lovregler, der skal sikre, at alle får en retfærdig rettergang. Ikke så farverige retssager, som vi ser fra USA og England, men med betydelige krav til retssikkerhed og sikring af, at ingen uskyldige bliver dømt.
Politiet og anklagemyndigheden efterforsker sager om kriminalitet og rejser tiltale, hvis de mener, at det kan bevises, at en person har begået noget kriminelt. Sagen indbringes for Retten, hvor beviserne (vidner og dokumenter mv.) præsenteres for Retten, så dommerne kan tage stilling til, om anklagemyndigheden har løftet sin bevisbyrde. Kravene til beviserne er strenge, netop fordi ingen uskyldig må blive dømt. Populært siges det, at hellere må 10 skyldige gå fri end én uskyldig blive dømt.
Den tiltalte har ret til en forsvarer. Forsvareren overvejer sammen med den tiltalte, om der skal ske anden bevisførelse for Retten end den, som anklageren har planlagt, og forsvareren vurderer de foreliggende beviser og om tiltaltes handling(er) er overtrædelser af de lovbestemmelser, som anklageren har rejst tiltale efter. Forsvareren står på den tiltaltes side og varetager hans interesser i sagsforløbet.
Når man i Retten har hørt den tiltalte, vidnerne, eventuelle sagkyndige og hvad der ellers måtte være relevant, har anklager og forsvarer ret til at procedere sagen for dommerne – det vil sige, at først anklageren og derefter forsvareren hver for sig fremlægger deres syn på sagen. Dels mht. beviserne og om det kan anses bevist, at tiltalte har overtrådt de bestemmelser, som er angivet i anklageskriftet, og dels – hvis der er begået noget kriminelt – hvad straffen bør være.
Forsvareren taler den tiltaltes sag – hvordan afhænger af den konkrete sag. Forsvarerens opgave er at fremhæve alle de oplysninger og omstændigheder, der taler til den anklagedes fordel, herunder påpege eventuel tvivl om den tiltaltes skyld og fremhæve forhold, der taler for, at den tiltalte – hvis han bliver dømt – skal have en mild straf.
Det skal vi ikke klage over.
Det synes jeg, at vi skal være glade for og stolte af. Der er alt for mange steder, hvor folk bliver stenet eller lynchet uden rettergang. Og i vores tid, hvor nyheder og historier (ikke alle helt sande) spredes med lynets hast over nyhedsmedier, facebook mv. er det vigtigt, at vi tager os tid til at sikre hverandre en retfærdig rettergang – og et forsvar til den, som bliver tiltalt for en forbrydelse, men som måske er uskyldig. Eller som måske bør have en anden sanktion end fængsel.
<< Tilbage til oversigten